I går fredag 6/1, sidst på eftermiddagen, gik den analoge TV2 i sort i Taulov Antenneforening.
Det har ikke noget at gøre med den omlægning af signalet der sker i næste uge. Som tidligere beskrevet, vil ingen i Taulov Antenneforening være berørt af dette.
Problemet skyldtes at noget udstyr i vores hovedstation desværre valgte at stå af. Sådan noget sker naturligvis fredag eftermiddag. Det var ikke muligt at skaffe nye stumper på dette tidspunkt, så vores snarrådige tekniker måtte lave en nødløsning med de forhåndenværende midler. Det betød at vi tog noget udstyr fra kanalen Kanal Syd, og i stedet brugte dette udstyr til TV2. Vi vurderede at der er større behov for at kunne se TV2, end for at kunne se Kanal Syd.
Nødløsningen er kun indtil det er blevet hverdag igen, og der kan fremskaffes nyt udstyr. Vi beklager naturligvis over for de medlemmer der gerne vil se Kanal Syd analogt, og takker for tålmodighed og forståelse. Vi regner med at tingene er tilbage til normalt i løbet af næste uge.



Sat, Jan 7, 2012
Nyheder