Siden midt i uge 10 har programmet 6′eren været “sort skærm” i det analoge udbud. Den har været ok på det digitale DVB-C signal, hvilket vil sige at folk med Zaptor eller tv med indbygget DVB-C tuner har kunnet tage den.
Problemet ligger hos Canal Digital som er den programleverandør der forsyner os med 6′eren. De har været ramt af ulovlig kopiering af deres dekoderkort, og de valgte så på et tidspunkt at lukke et antal af disse kort. Desværre gik det også ud over nogen af de lovlige kort, således at kunder som os der ikke driver piratvirksomhed, kom til at lide under dette. Og det er dét vi bøvler med – vores dekoderkort til programmet er altså blevet spærret. Vi er ikke de eneste; der er andre af Canal Digital’s “lovlige” kunder der er i samme situation.
Vores samarbejdspartner er jo Stofa, og vi kan ikke gøre andet end at lægge pres på dem for at få løst problemet – og så presser de videre mod Canal Digital.
I skrivende stund (Torsdag 12/3 kl. 09:00) har vi igen rykket. Planen er at vi får tilsendt et helt nyt kort fra Canal Digital, men i bedste fald bliver det sendt fra København i dag, og vil derfor tidligst være fremme ved os med posten i morgen. Vi må derfor sandsynligvis imødese endnu (mindst) en aften uden 6′eren.
Det er rigtig træls, og vi kan kun beklage – alt imens vi presser på for en løsning.


tors, mar 12, 2009
Nyheder