Det er første gang pakke1 (“den lille pakke”) bliver sat til afstemning.
I denne artikel vil det blive belyst hvorfor det er nødvendigt, og hvordan afstemningen kommer til at foregå.
Hvad er pakke1?
Pakke1 indeholder to ting: must carry programmer og “gratis” programmer.
Must carry programmer, er de kanaler som vi lovbestemt skal distribuere. Det er f.eks. DR1 og TV2.
“Gratis” programmer er alle de programmer vi kun skal betale Copydan afgift for. Vi kalder dem gratis, men i praksis koster de ca 5-8 kr. om året pr. medlem. Det er f.eks. de tyske ARD, ZDF samt Sverige1, Sverige2 osv.
Hvorfor stemme om pakke1?
Som tidligere nævnt: når man har en begrænsning, er man nødt til at foretage en prioritering. Foretage et valg – som også indebærer et fravalg.
Nogen vil gerne se sydlandske kanaler, andre vil gerne have masser af tyske kanaler, andre igen vil have nordiske .. osv.
Begrænsningen mht. pakke1 består i at der er flere programmer at vælge imellem end vi har plads til i vores anlæg. Derfor er vi nødt til at lade medlemmerne stemme om det.
Hvad er der at stemme om?
4 programmer er “født” ind i pakken fra starten: DR1, DR2, TV2 og DR Ramasjang.
Det efterlader os med 14 programpladser, som der skal stemmes om.
Disse 14 programmer vælges fra en bruttoliste på i alt 37 kanaler, som er en blanding af nordiske, tyske, danske og øvrige udenlandske.
Hvordan foregår afstemningen?
Da disse programmer i princippet er gratis, dvs. pris er ikke et tema, foregår afstemningen ved at man har 14 krydser til rådighed. Der kan sættes ét kryds ud for hvert program, indtil man har brugt alle 14.
Der kan højst sættes 14 krydser. Man behøver ikke bruge dem alle, for at stemmesedlen er gyldig.
Analog/Digital
De 14 programpladser der stemmes om, er i den analoge pakke. Dvs. den alle kan se, uanset om man har et gammelt tv apparat.
Udover de 14 programmer der vinder afstemningen, vil et antal kanaler også blive distribueret i ren digital form. Dvs. de kan kun ses med en Zaptor boks eller et TV med kabeltuner.
Programudvalget vurderer stemmetallene, og ud fra dette, besluttes hvilke kanaler der vil blive suppleret med i digital distribution. Det kan siges allerede nu, at som minimum vil DR Kultur, FolketingsTV og DR Update også blive distribueret digitalt, da dette er must carry programmer.
Næste artikel
Hold udkig efter næste artikel, som kommer om godt en uges tid. Den vil bære titlen “Programafstemning 2010: del 5, pakke2 til afstemning”.
Betalingsprogrammerne bliver dyrere og dyrere. Hvorfor kan vi ikke bare vælge frit á la carte ? Læs artiklen og find informationen og svarene.



Tue, Jul 20, 2010
Nyheder