Taulov Antenneforening

TV Betalingsprogrammer bliver dyrere og dyrere. Det synes at være skruen uden ende, og den får et hak opad hvert år.

I denne artikel vil aspekterne omkring betalingsprogrammer blive belyst.

Hvorfor stemme om pakke2?

Den begrænsning man støder på, når det gælder betalingsprogrammer, er pengene.

Det er derfor vigtigt at det er medlemmerne, der afgør hvor mange penge man vil give for betalingsprogrammer, og hvilke programmer der skal indkøbes.

Hvordan foregår afstemningen: PRIS

Allerførst skal der fastsættes en beløbsramme.

Foreningen stiller 3 beløb op som man skal vælge imellem. De 3 beløb er fastsat ud fra den prisudvikling der er konstateret indenfor betalingsprogrammer.

Det mindste beløb vil i realpriser svare til at “stemme ned” i forhold til det vi har i dag, da X kr om et år, ikke kan dække de samme programmer som det kan i dag.

Det mellemste beløb svarer til status quo i forhold til de programmer der findes i pakken i dag, mens det højeste beløb vil repræsentere mulighed for en udvidelse af pakkens indhold.

Når den endelige beløbsramme skal fastsættes, indgår alle stemmer, og ud fra dette beregnes et vægtet gennemsnitsbeløb.

Hvordan foregår afstemningen: PROGRAMMER

Der er i alt 52 programmer i 5 kategorier at vælge iblandt.

Man har 50 point til rådighed. Man kan højst sætte 10 point på ét program.

Man behøver ikke bruge alle 50 point.

Når afstemningen er slut, og pakken skal sammensættes, foregår det efter følgende fremgangsmåde:

1. højeste stemmetal i hver af de 5 kategorier kommer ind
2. næsthøjeste stemmetal på tværs af kategorier kommer ind
3. punkt 2) gentages, indtil pengene er brugt op

Dvs. pakken er garanteret et program fra hver kategori, og derefter er det absolut stemmetal, på tværs af kategorier, der afgør hvilke programmer der ellers kommer ind.

Taktik..?

Med dette system in mente, kunne man fristes til at stemme taktisk.

Dvs. gamble på at de populære programmer bliver stemt ind af “de andre” medlemmer, og i stedet sætte sine egne point på programmer fra 2. række, i håbet om at de så kunne opnå stemmetal til at komme ind.

Det er dog en dårlig idé, og foreningen vil kraftigt fraråde denne tankegang.

Der er ingen programmer der er garanteret en plads på forhånd. Alle er på valg på lige vilkår. Hvis man ønsker at få et givet program ind i pakken, så bør man sætte point på det.

Hvis afstemningen slutter, og teoretisk set afstedkommer at f.eks. TV3 ikke har opnået stemmer nok til at komme ind i pakken – så kommer den ikke ind. Det skal man være helt bevidst omkring.

Man bør derfor stemme 100% oprigtigt. Dermed menes at man skal sætte point på de programmer man ønsker at have i pakken.

Hvorfor afstemning.. hvorfor ikke bare frit valg?

Dette spørgsmål er der mange der stiller. Og med rette.

Indførslen af digital tv i Taulov Antenneforening tilbage i 2008, var bl.a. baseret på budskabet om “mere valgfrihed”. Det er sådan set også rigtigt – forstået på den måde, at den teknik vi råder over, understøtter fuldt ud den valgfrihed der efterspørges.

Problemet er bare at programudbyderne (Viasat, TV2, SBS TV… osv.) skal have penge i kassen. Det får de bedst ved at tage deres mest populære programmer som “gidsler”, og sige at enten skal hele antenneforeningen aftage dette program – eller også kan I slet ikke få det!

Desuden spreder de det mest populære indhold over flere kanaler, hvilket igen “presser” forbrugerne til at købe flere kanaler.

Hvordan kan de komme igennem med det? Det kan de, fordi de ikke bliver udfordret af deres konkurrenter på dette punkt. Alle programudbyderne har den samme forretningsmodel, og dermed samme dagsorden som ovenfor beskrevet.

De første forsigtige tiltag mht. valgfrihed er gjort. F.eks. tilbyder Boxer TV “håndpluk” af kanaler. Men det har en pris. Eksempelvis koster TV2 Zulu som “håndpluk” 468 kr/år hos Boxer TV, mens man i Taulov Antenneforening får den for 231 kr/år.

Dvs. man kan måske godt få valgfrihed – men så er det altså til en helt anderledes pris.

Interessen for valgfrihed er stor, og spørgsmålet har endda politisk bevågenhed. Politikerne kan muligvis diktere, at programudbyderne skal tilbyde muligheden – men de kan nok ikke diktere hvad prisen skal være.

Der går formodentlig en tid endnu, inden den ægte valgfrihed tilbydes i stor stil. Så længe programudbyderne har samme forretningsmodel, og dermed en slags uskreven overenskomst om at sådan skal verden se ud, er det svært at se et gennembrud i den nære horisont.

Næste artikel

Hold udkig efter næste artikel, som kommer om godt en uges tid. Den vil bære titlen “Programafstemning 2010: del6, afrunding”.

Dette vil være den sidste artikel i serien, og således afrunde oplægget til årets programafstemning.