Det er med let forundring, at bestyrelsen ved et par lejligheder på det seneste, er blevet konfronteret med rygter om at en angivelig “medlemsflugt” skulle være i gang i Taulov Antenneforening.
Hvor dette stammer fra vides ikke, men det er også mindre interessant – lad os benytte lejligheden til at kommentere lidt på det.
Som bekendt foreskriver foreningens vedtægter, at man kun kan melde sig ud én gang om året, nemlig ved regnskabsårets udløb. Da regnskabsåret 2008 sluttede, havde 24 medlemmer meldt sig ud. Det er der hverken noget unormalt eller hemmeligt i – den oplysning står i årsregnskabet, som frit kan gennemlæses og downloades her på siden.
Næste gang man kan melde sig ud, er altså ved slutningen af 2009, og det skal i så fald varsles senest 30/9. I skrivende stund har 4 medlemmer henvendt sig mhp. udmelding pr. 31/12-2009.
Det svarer til mindre end 0,4% af medlemsskaren, og kan næppe kvalificere til kategorien “medlemsflugt”. Der er ingen problemer i det – Taulov Antenneforening udbyder en service i konkurrence med andre udbydere, og bestræber sig på at kunne give medlemmerne det bedste tilbud. Hvis man som medlem føler at der findes et tilbud, som passer bedre til éns behov, er det blot at følge udmeldelsproceduren – og vælge til anden side.
Generelt kan man sige at Taulov Antenneforening har en yderst sund økonomi. Omend det var muligt allerede i år at anvende dette forhold til at nedsætte kontingentet, valgte bestyrelsen en aggressiv afdragspolitik, og bibeholdt kontingentet på sit nuv. niveau, for derved at kunne blive gældsfri til næste år – og dermed være fuldstændig selvfinansierende. En situation, i hvert fald én af vore kollegaer i markedet nok mangler et stykke vej endnu, for at nå hen til…
Desuden mener vi, at vi står med en solid teknologisk platform, der kan stille de nyeste og mest avancerede tjenester til rådighed for vore medlemmer. Et velfungerende samarbejde med vores partner Telia Stofa, sikrer at vi er med “fremme i bussen”, samt at forhandling med de snedige programleverandører varetages af folk der har den helt rigtige kompetence til netop dét.
Det er derfor med sindsro vi møder sådanne rygter, og vil selvfølgelig meget gerne svare på ethvert spørgsmål der måtte være. Alle medlemmer er til enhver tid mere end velkommen til at henvende sig – hellere det, end at løbe videre med halve oplysninger – så skal vi gerne informere.
Fortsat god “mini-sommer” !


fre, maj 1, 2009
Nyheder